Afgang fra danmark

Rejsen var lang og hård.

Det var en aften fuld af spænding, vi ventede i al forventning på kl. skulle blive 24.00, så vi endelig kommer mod det første stop Odense banegård.
Vi sad tog i toget i 2 timer og det var en lang nat. kl. 03.00 var vi nået til lufthavnen, med vores fem kufferter og 3 stk håndbaggage så det tog sin tid at komme frem. Vi sad og ventede i 2 timer før vores fly kom, til at stå på tavlen og fik tjekket ind, men endelig skulle vi med flyet til næste stop på rejsen....Brussels.
Vi sad i et rigtigt dårligt fly der var næsten ingen plads til benene og flyet var helt fyldt.
Selve flyveturen tog 1 1/2 tim, men det føltes som lang tid.

I Brussel var det nogenlunde det samme, vi skulle skifet fly og skulle vente i et par timer, det  tæredeen smule på min tålmodighed. Flyet var en air force one 330 så det var kæmpe maskine. Og det kun bare mærke da vi skulle lette det gav et kæmpe sus i maven og mor fik lidt tårer i øjnene, men min far og jeg synes det var en fantastisk oplevelse, men den oplevelse var allerede blevet hård efter de første 2 timer.

Jeg gad ikke at flyve mere, da va rjeg begyndt at blive træt og få en ordenlig gang hovdepine og feber. Vi fik ikke sover så meget på flyet,da der hele tiden blev serveret noget eller ryddet op efter det. Vi skulle mellemlande i  Mali, som er et meget fattigt  land..og landingsbanen lå midt i noget der lignede en savanah... faktisk vistedet  sig at være deres hovedstad Bamako.Jeg næsten havde lyst til at græde over det, det var en god landing, fordi tanken om jeg var landet i Afrika for første gang. Også gik turen mod Acrra Ghana som tog lang tid i min verden, men varede kun 1 1/2 time.

Da vi var landet i Ghana havde vi ikke sovet i 36 timer så vi var færdige!. Vi skulle tjekkes og se om vi havde fået fat i den rigtige begage også var væk lufthavnen. Min onkel og vores chauffør kom og hentede os der var meget trafik, men vi kom hjem inden der var gået en time Det første jeg lagde mærke til i Ghana var dem der stod og soglte brød midt ude på vejen jeg havde ondt af dem, men sådan er livet og jeg ville ikke kunne gøre noget.